Verdens bedste hund
Hvad er en Berner Sennenhund?. I følge en ejer er svaret: “Verdens bedste hund”. Men mon ikke det er svaret fra ejere af de fleste hunderacer?. En formel beskrivelse af Berner Sennen godkendt af Dansk Kennel Klub, kan ses her:
BERNER SENNENHUND
(dürrbächler)
Oprindelsesland: Schweiz
Anvendelse:
Oprindelig vagt-, driv- og trækhund på gårdene i kanton Bern, i dag også familiehund og alsidig arbejdshund.
Klassifikation:
FCI gruppe 2 (Pinschere, Schnauzere, Molosser og Schweizer Sennenhunde). Uden brugsprøve.
Historie:
Berner Sennenhund er en gårdhund af gammel herkomst. Den blev holdt som vagt-, træk- og drivhund i Voralpen området og dele af Mittelland omkring Bern. Efter landsbyen og kroen Dürrbach ved Riggisberg i Kanton’en Bern, hvor denne langhårede, trefarvede gårdhund forekom særlig hyppigt, fik den sit oprindelige navn ”Dürrbächler”. Efter at sådanne hunde i 1902, 1904 og 1907 var blevet vist på udstillinger, sluttede nogle opdrættere fra Bürgdorf sig sammen i november 1907 for at renavle racen. De grundlagde ”Schweizerischen Dürrback-klub” og opstillede en racebeskrivelse. Ved et skue i Bürgdorf 1910, hvor mange af egnenes bønder mødte op med deres Dürrbächler-hunde, blev 107 hunde fremført.
Siden da erhvervede racen – svarende til de øvrige Schweizer Sennehunde nu med navnet ”Berner Sennenhund” – hurtigt venner i hele Schweiz, og snart også i den nærliggende del af Tyskland. I dag er racen, takket være sin attraktive, trefarvede pels og sin evne til at tilpasse sig, kendt og elsket over hele verden som familiehund.
Helhedsindtryk:
Langhåret, trefarvet, godt middelstor brugshund, kraftig og mobil, med solide lemmer. Harmonisk og velproportioneret.
Proportioner:
- Forholdet mellem skulderhøjde og kropslængde (målt fra skulderled til sædeben) er som 9 – 10. Hellere kompakt end langstrakt.
- Forholdet mellem skulderhøjde og brystdybde er som 2 til 1.
Temperament:
Sikker, opmærksom, vagtsom og frygtløs i det daglige, godmodig og hengiven overfor folk, den kender. Selvsikker og venlig overfor fremmede. Middel af temperament, let at styre.
Hoved:
Skalle: Set fra siden og forfra kun let hvælvet. Pandefuren kun let udviklet.
Stop: Tydeligt, dog ikke alt for udpræget.
Næse: Sort
Næseparti: Kraftigt og middellangt, med lige næseryg.
Læber: Tilliggende, sorte.
Kæber,bid: Fuldstændigt og kraftigt saksebid (M3 tages ikke i betragtning). Tangbid tolereres.
Øjne: Mørkebrune, mandelformede, med godt tilliggende øjenrande. Ikke for dybtliggende og ikke udstående. Løse øjenrande er en fejl.
Ører: Middelstore, højt ansatte trekantede og let afrundede. I hvile er de fladt tilliggende. Men når hunden er opmærksom, løftes ørets basis bagtil således, at ørets forkant stadig ligger ind til hovedet.
Hals: Kraftig, muskuløs og middellang.
Krop:
Overlinie: Går fra halsen let faldende over manken, forløber derfra lige og vandret.
Ryg: Fast, lige og vandret.
Lænd: Bred og kraftig, set ovenfra let indtrukket.
Kryds: Blødt afrundet.
Bryst: Bredt og dybt, når ned til albuerne, med udpræget forbryst. Ribbenspartiet, så langt som muligt, men bredt-overalt tværsnit.
Underlinie: Fra brystkassen let stigende mod bagparten.
Hale: Busket, når midst til haseleddet. I hvile bæres den hængende, under bevægelse i højde med ryglinien eller en smule højere.
Lemmer: Med kraftig knoglebygning.
Forpart: Set forfra er forbenene lige og parallelle, ret bredt stillede.
Skuldre: Skulderbladet er kraftigt, langt og skråtstillet. Det danner en ikke for stump vinkel med overarmen, ligger godt til og har god muskulatur.
Overarm: Lang og skråtliggende.
Albuer: Godt tilliggende, hverken ind- eller udaddrejede.
Underarm: kraftig og lige.
Mellemhånd: Set fra siden næsten lodret stillet og fast. Set forfra i lige forlængelse af underarmen.
Forpoter: Korte, rundede med tæt sluttede og godt hvælvede tæer. Hverken ind- eller udaddrejede.
Bagpart: Set bagfra er bagbenene lige og parallelle, ikke for tæt stillede.
Overlår: Langt, bredt, kraftigt og med god muskulatur.
Knæ: Tydeligt vinklet.
Underlår: Langt og godt skråtliggende.
Haseled: Kraftigt og veludviklet.
Mellemfod: Næsten lodret stillet. Vidt kløer skal fjernes. (NB Fjernelse af vidtkløer er forbudt i Danmark.)
Bagpoter: Lidt mindre hvælvede end forpoterne. Hverken ind- eller udaddrejede.
Bevægelser: I alle gangarter jordvindende og regelmæssig. Godt og frit fremgreb fortil, godt fraskub fra bagparten. I trav bevæges benene i lige linje set forfra og bagfra.
Pels:
Hårlag: Lang og glansfuld, glat eller let bølget.
Farve: Dybsort grundfarve med varmt brunrøde aftegninger på kinderne, over øjnene, på alle fire ben og på brystet. Hvide aftegninger er placeret således:
- Klare, hvide, symmetriske aftegninger i hovedet: En blis, der frem mod næsen udvider sig til begge sider, og danner næsepartiets hvide aftegning. Blissen må ikke nå ud til øjenpletterne, og det hvide på næsepartiet må højst gå til mundvigen.
- Hvid, moderat bred, sammenhængende aftegning på strube og bryst.
- Ønskeligt: Hvide poter og hvid halespids.
- Tolereres: Lille, hvid nakkeplet og lille, hvid plet ved anus.
Størrelse: Skulderhøjde for hanner: 64 – 70 cm – Idealhøjde 66 – 68 cm. Skulderhøjde for tæver: 58 – 66 cm – Idealhøjde: 60 -63 cm.
Fejl: Enhver afvigelse fra de foregående punkter betragtes som en fejl, hvis betydning for bedømmelsen skal stå i nøje forhold til afvigelsens omfang.
- Usikkert temperament
- Spinkel knoglebygning
- Uregelmæssigt placerede fortænder, hvor biddet dog slutter korrekt.
- Tandmangler ud over højst to PM1. Der tages ikke hensyn til M3.
- Pels
- A: Udpræget kruset pels
- B: Aftegnings- og farvefejl:
- Manglende hvide aftegninger i hovedet.
- For bred blis og/eller næsepartiets hvide aftegning når tydeligt forbi mundvigen.
- Hvid halskrave.
- Stor hvid nakkeplet (over 6 cm i tværmål)
- Hvid anaplet over 6 cm i tværmål
- Hvidt på forbenene, som klart når højere end midt på mellemhånden.
- Forstyrrende asymmetrisk hvid aftegning på hoved og/eller bryst.
- Sorte pletter og striber på den hvide aftegning på brystet.
- Urene, hvide aftegninger (stærke pigmentpletter)
- Brunt eller rødt skær i den sorte grundfarve.
Diskvalificerende fejl:
- Aggressivitet, ængstelighed eller udtalt skyhed.
- Spaltet næse
- Underbid, overbid og krydsbid.
- Et eller to blå øjne.
- Entropion og Ektropion.
- Oprullet hale, haleknæk
- Pelsen ikke trefarvet
- Pelsen korthåret eller ”stockhåret”
- Anden grundfarve end sort.
Hunde, som tydeligt viser tegn på fysiske eller adfærdsmæssige abnormiteter, skal diskvalificeres.
Bemærk: Hanhunde skal have to normalt udviklede tekstiler i pungen.
Dansk Kennel Klubs bemærkninger:
Forhold påvirker en hunds sundhed negativt, betragtes som en alvorlig fejl.
Standarden udgivet af FCI 5. maj 2003
Oversættelsen godkendt af DKK’s Standard komite.
Juli 2004
Kilde: Dansk Kennel Klub
